Skjoldbruskkirtel og følelser: en psykosomatisk vinkel

Når vi taler med mennesker, der kæmper med stofskiftet, hører vi ofte en sætning, der går igen: “Mit humør skifter, når blodprøverne gør.” Det er ikke tilfældigt. Skjoldbruskkirtlen påvirker hjernens kemi, nervesystemets tempo og kroppens signaler, og det kan mærkes som træthed, uro, grådighed, irritabilitet eller mental tåge. En psykosomatisk tilgang giver sprog til den oplevelse og tilbyder redskaber til at skabe bevægelse i fastlåste mønstre.

Hormoner, hjerne og det følelsesmæssige kompas

T3 og T4 er ikke bare tal på et laboratoriesvar. De regulerer genudtryk i hjernen, påvirker serotonerge og noradrenerge systemer og justerer tempoet i neurale netværk. Ved lavt T3/T4 går tempoet ned; ved højt T3/T4 accelererer alt. Det kan mærkes som forskubninger i drive, opmærksomhed og stemningsleje.

Samtidig taler skjoldbruskkirtlen tæt sammen med kroppens stressakser. HPA-aksen (hypothalamus, hypofyse, binyrer) og HPT-aksen (hypothalamus, hypofyse, thyroidea) gensidigt påvirker hinanden. Langvarig psykisk belastning kan skubbe stofskiftet ud af kurs, og ustabilt stofskifte kan holde nervesystemet i alarm. Den tovejstrafik er central, når vi vil forstå, hvorfor følelsesregulering og medicinsk behandling ofte forstærker hinandens effekt.

Kort sagt: kemi og følelser hænger sammen via konkrete sløjfer i nervesystemet. Det giver både en forklaring og en indgang til handling.

Emotionelle profiler ved under- og overfunktion

Klinisk ses forskellige følelsesmæssige mønstre ved hypo- og hyperthyreose. Mange genkender billedet:

Billedet er selvsagt individuelt. Nogle lever med en autoimmun proces, hvor blodprøverne ser “normale” ud, men immunaktiviteten i sig selv synes at øge sårbarheden for angst og depression. Andre oplever, at psyken løfter sig markant, når hormonerne finjusteres. Begge dele kan være sande.

Når sygdommen får varighed: den psykosomatiske spiral

Kroniske tilstande trækker tråde ind i nervesystemets grundtonus. Hashimotos thyroiditis kan give lange perioder med inflammation og hormonelle sving, som i sig selv fungerer som gentagne mikrobelastninger. Efterhånden kan kroppen begynde at “forvente” uro, og tanker, kropsfornemmelser og følelser spejler hinanden i en selvforstærkende loop.

Polyvagal teori forklarer noget af det, mange beskriver: et sympatisk system, der ofte står et par trin for højt, og en ventral vagus, der skal hjælpes tilbage i spil. I psykosomatisk praksis arbejder vi med at afkoble alarm fra betydning: Hjertet må gerne slå hurtigere uden at blive tolket som fare, og træthed må gerne være der uden at sætte gang i katastrofetænkning. Den afkobling sker bedst, når kroppen får konkrete, gentagne erfaringer af sikkerhed.

Det er ikke det samme som at psykologisere en biologisk lidelse. Det er en invitation til at bruge flere døre ind i samme hus.

Psykosomatiske mønstre i praksis: symptomer, der fylder

En del med thyroideasygdom får et symptomlandskab, som også genfindes ved funktionelle somatiske tilstande. Træthed, diffuse smerter, tågehjerne og maveproblemer kan dominere hverdagen. Når symptomerne varer, opstår let bekymring, kontroladfærd og social tilbagetrækning, hvilket igen øger kroppens alarm.

I klinikken ser vi to faldgruber. Den ene er at ignorere kroppen og “bide tænderne sammen.” Den anden er at overforklare alt med stofskiftet og miste blikket for de psykologiske og sociale faktorer, der holder alarmen tændt. Et balanceret spor imellem de to skaber mest ro.

Samtidig er differentialdiagnostik vigtig: anæmi, søvnforstyrrelser, bivirkninger, smerteforstærkende vaner og ubehandlede traumer kan være medspillere. Når lægelig regulering og psykosomatisk arbejde går hånd i hånd, falder kompleksiteten ofte til et niveau, hvor hverdagen igen kan hænge sammen.

I den psykosomatiske traumemodel ser vi ofte at det følelsesmæssige problem bag stofskifte problemer er magtesløshed, hjælpeløshed og/eller en følelse af at mine hænder er bundne. Eller der er noget jeg ikke kan få fat på, jeg kan ikke klare mig i konkurrencen og jeg ikke hurtig nok.

Tre spor, der løfter hinanden

Målet er at skabe målbare forandringer i både tal og trivsel. I praksis arbejder vi ofte parallelt på tre spor:

• Medicinsk regulering: stabilisering af TSH, T4 og T3 i samarbejde med læge; realistiske forventninger til tidsforløb.

• Nervesystem og følelser: daglig regulering via åndedræt, tapping og kropslig titrering; tydeliggørelse og udtryk og forløsning af underliggende følelser.

• Hverdag og relationer: søvn, blid bevægelse, måltidsrytme; aflastning i relationer, tydelig kommunikation om behov og grænser.

Når de tre spor koordineres, ser vi oftere, at angst falder, søvnen bedres, og kognitive funktioner vender tilbage. Det samme gælder oplevelsen af handlekraft. For mange er netop handlekraften første tegn på, at spiralen er ved at vende.

Små øjeblikke af regulering

Store skift starter tit med små, reproducerbare øvelser. Her er tre, der tager 2 til 5 minutter og er lette at gentage i løbet af dagen.

• 4-6-vejrtrækninger med forlænget udånding

• Blid tapping på standardpunkter mens følelsen navngives

• Mikro-bevægelser i skuldre og bryst, efterfulgt af en langsom pause

Start med én teknik. Gør den kort og venligt. Registrer i kroppen, ikke i tankerne, om der kom 3 procent mere ro. Den mikro-gevinst er grundstenen i større forandringer.

Hvorfor tapping, vejrtrækning og følelser virker sammen

Regulering af vejrtrækningen påvirker direkte barorefleks og vagustonus. Det sænker sympatisk drive og øger kapaciteten til at mærke uden at drukne. Tapping og lignende sensoriske input fungerer som en konkretiseret “sikkerhedstonus” i det perifere nervesystem. Når du samtidig sætter ord på en indre tilstand, integreres kropssignal og betydning, så hjernens trusselscentre ikke behøver at “råbe” for at blive hørt.

Det er netop den kobling, der er central i en psykosomatisk tilgang: følelsen må gerne være der, kroppen må gerne reagere, og du kan være den, der regulerer tempoet. Med træning bliver det en kompetence, ikke en kamp.

PSTM hos IFPF: når kroppen taler, og vi lytter struktureret

I IFPF arbejder vi med den Psykosomatiske Traumemodel (PSTM), der kobler følelsesmæssige temaer til kropslige symptomer på en systematisk måde. Kernen er en praksisnær kortlægning: Hvilke følelser går igen, hvornår opstår symptomerne, hvilke kropszoner “taler,” og hvilke relationelle mønstre opflamm er?

Det lyder enkelt, men bliver først effektivt, når det bindes til regulering i samme session. Derfor integrerer vi tapping (TFT/EFT), åndedræt, mikro-bevægelser og målrettet følelsesudtryk. Supervision og træning i et sikkert læringsrum gør det muligt at omsætte modellen til varige vaner. For terapeuter giver RAB-godkendte forløb et solidt fundament; for klienter skaber kombinationen af live- og online-undervisning fleksibilitet, så redskaberne kan lande midt i hverdagen.

Det handlekraftige element er vigtigt. Det er ikke nok at forstå sammenhængen mellem skjoldbruskkirtel og følelser; kroppen skal mærke nye erfaringer af sikkerhed, grænser og kontakt. Når det sker, ser vi ofte, at symptomer falder i intensitet, også når biokemien stadig finjusteres.

Når symptomer kræver lægelig opmærksomhed

Den psykosomatiske vinkel står stærkest, når den går sammen med god somatik. Søg læge ved nye eller markant ændrede symptomer, og hold fast i aftalte kontroller, hvis du allerede er i behandling. Få gerne en plan for, hvordan justeringer i medicin følges op med støtte til søvn, bevægelse og nervesystem.

• Nytilkommen hjertebanken og svimmelhed

• Hurtigt vægttab eller markant vægtøgning uden tydelig årsag

• Vedvarende nedstemthed, selvmordstanker, panikanfald

• Stærk træthed, kuldevarslingsproblemer, hårtab i klumper

• Uforklaret rastløshed, rysten eller søvnløshed

Her skaber et samspil mellem egen læge, endokrinolog og psykosomatisk terapeut det bedste grundlag for bedring. Det gælder også i perioder, hvor blodprøver ligger “inden for reference,” men du fortsat er belastet. Klinisk blik går forud for tal.

Fra viden til vaner: en dagsplan, der kan holde

Viden flytter først hverdagen, når den får en form, der kan gentages. En enkel ramme hjælper:

• Morgenrytme: 3 minutter med forlænget udånding; registrer stemning og energi uden at bedømme; planlæg én venlig handling for kroppen.

• Mellemrums-ankre: 2 minutters tapping før svære opgaver; 30 sekunders mikrobevægelse, når du skifter kontekst; glas vand og langsom synkning.

• Aftenlanding: kort skrivning af det, der fylder; en kropsscanning fra fødder til pande; skærmfri zone den sidste halve time.

Små doser, høj gentagelse og lav anstrengelse. Det er den trio, de fleste kan holde fast i. Når vanen bærer, kan intensiteten skaleres efter behov.

Et blik fremad

Feltet bevæger sig. Vi ved mere om psykoneuroimmunologi, vi forstår bedre, hvordan T3/T4 interagerer med humør, og vi har nu metoder, som kan læres, øves og anvendes i hverdagen. Det giver håb, også når vejen er ujævn.

IFPF er sat i verden for at bygge bro mellem biologi og følelser med en model, der kan stå på gulvet i praksis. Uanset om du er klient, behandler eller nysgerrig på din egen regulering, er der klare skridt at tage: få styr på tallene, reguler nervesystemet dagligt, og giv dine følelser et redskab, ikke en dom.

Når du gør det, begynder kroppen at tale et roligere sprog. Det er her, forandring får retning.